En lille beretning om forældre og bedsteforældre.

Jens og Mimi (farfar og farmor).

Jens er født d. 10.10.1906 og opvokset i Tyrstrup ved Christiansfeld og har ingen søskende.Hans forældre havde en købmandsbutik og korn- og foderstofforretning og var indtil landbrugskrisen sidst i tyverne og trediverne velstillet. Korn og foderstofforretningen gik konkurs på dette tidspunkt. Købmandsbutikken bestod men i et andet hus. På det tidspunkt var Jens 15 år. I tiden før 1920 var Sønderjylland tysk. Det betød blandt andet at alle våbenføre danske sønderjyder skulle deltage i første verdenskrig på tysk side. Jens´far slap for deltagelse på grund af en gigtsygdom. Jens´ grundskoletid var “på tysk”, hvorfor han både kunde tale, skrive og læse tysk. Barndommen forløb godt og uden væsentlige sygdomme. Efter grundskolen i Christiansfeld kom han på realskole med afsluttende realeksamen i Haderslev. Transporten til og fra skolen skete med egen hestevogn, en gig med en forhenværende travhest som trækkraft. Jens´ barndom har han selv beskrevet i “Da jeg var dreng” som findes i et album. Efter skoletiden kom han i lære hos en isenkræmmer i Haderslev og var der flere år efter lærlingetiden. De seneste år som dekoratør og var derfor god til skiltemaling. I 1937 fik han en stilling som handelsrejsende hos isenkram en gros M.C. Christiansen (senere solgt til Schous Isenkram) i Tønder. Her var han ansat til sin pension som 67 årrig. Som handelsrejsende besøgte han især landkøbmænd som indtil halvfjerserne var den lokale butik i landsbyerne og som handlede med alle daglige fornødenheder herunder isenkram med alt fra søm til kaffestel. Jens har fortalt mange sjove ting fra hans besøg hos kunderne. Han fik et nært forhold til mange af dem og det skete at han blev bedt om selv at finde ud af hvad købmanden manglede og som han derefter bestilte til dem. Nogle skulle han altid besøge ved middagstid for så at spise sammen med dem og i enkelte tilfælde sove middagssøvn sammen med. Under anden verdenskrig var hans bil opklodset i garagen og han kom rundt til kunderne med cykel, rutebil og tog. Specielt de sidste var ofte meget forsinkede og ustabile hvorfor han ofte opholdt sig i timer på banegårdene sammen med andre handelsrejsende. De lærte hinanden at kende og fik ofte tiden til at gå med at spille kort i ventetiden

Mimi er født d. 28.7.1908 i Svenstrup på Als og er opvokset forskellige steder mest i Sønderborg. Hun er den ældste af 5 søskende. Jens og hendes forældre brugte altid navnet Mimi med hun er døbt Marie Catharine Petersen. Hendes far var købmandskommis (ekspedient) og de økonomiske kår var stramme. Han blev tidligt i første verdenskrig indkaldt til tysk soldatertjeneste. Han deltog i hele krigen og kom hjem i 1918 med lemmerne i behold men mærket af begivenhederne i resten af livet. Mimis barndom var præget af krigen og til tider var det meget småt med midler til daglige fornødenheder. En overgang fik de udelukkende roer som mad. Mimi har fortalt at hendes mor til tider blev tvunget til at strikke sokker til tyske soldater. Mimi gik i skole i Sønderborg og de første år foregik alt på tysk. Børnene blev i skolen forsøgt opdraget som tyske børn og lærte mange remser på tysk. Hun har fortalt at skolebørnene engang skulle stille op foran rådhuset i Sønderborg og hver især opremse et vers om Kejser Wilhelm og derefter slå et søm i en stor obelisk af træ. Denne kan ses på Sønderborg slot. Efter 1920 blev alt dansk og hun blev således god til både dansk og tysk i skrift og tale. Da hendes far kom hjem fik han en stilling på folkeregisteret på Sønderborg Rådhus. Herved blev de økonomiske kår i hjemmet væsentlig forbedret. Familien flyttede flere gange og fik til sidst en god lejlighed i Helgolandsgade 19 i Sønderborg. Her boede hendes mor og far resten af livet. Efter skoletiden kom Mimi ud at tjene i starten som stuepige forskellige steder bl. andet hos en velhavende manufakturhandler hvor hun var i flere år. Hun har også været beskæftiget i en cafe i Kolding og hos en familie København. Senere blev hun ansat i skotøjsforretninger i Sønderborg, længst hos Andresen og Co, hvor hun var i flere år. Hendes sidste job var hos Anker Holst i Haderslev. Det var her at hun mødte Jens.

Jens og Mimi.
Jens og Mimi blev gift i 1937 og bosatte sig i en nyere lejlighed med varmt vand og centralvarme på Simmerstedvej 53 i Haderslev. I 1938 fik de Ernst og i 1943 fik de Karin. Jens var da handelsrejsende. Tog hjemmefra om morgenen og kom hjem ved 18-19 tiden også om lørdagen. Når han opererede i det nordligste og sydligste område af Sydjylland overnattede han ofte på hotel. I 1939 fik han sin egen bil. Under krigen var den opklodset i garage på grund af benzinrationering. Han måtte derfor rejse med cykel, rutebil og tog. Mimi passede hjem og unger og det var nok mest hende de blev knyttet til og præget af.
I forbindelse med Jens` arbejde havde de telefon som de eneste i nabolaget. Ofte kom naboer for at låne telefonen i nødvendige ærinder. Sønderjylland var den første egn i Danmark der fik automattelefon hvor man drejede nummeret direkte. Alle andre steder bestilte man det ønskede nummer mundtligt ved centralen. Om sommeren lejede de nogle lokaler med adgang til køkken hos en fisker ved Kelstrup Strand (10 km fra Haderslev). Her havde de mange gode tider som et stort billedmateriale vidner om. Kun i ferien (14 dage) boede Jens permanent i sommerlokalerne uden for den tid havde Jens valgt fjerne distrikter og boede på hotel. I alt boede de vel i sommerboligen en måneds tid. Jens var vellønnet og i 1941 købte de deres eget sommerhus ved Hejsager Strand tæt ved Kelstrup. Her havde de mange gode somre som kom børnene meget til gode. Det var ret almindeligt at folk lejede sig ind hos fiskerne så der var flere hjemmearbejdende husmødre som Mimi havde god kontakt til. De havde et godt forhold til lokalbefolkningen (fiskerne) og det betød starten på stor interesse for både og sejlads. I 1942 købte Jens sin første sejlbåd. Den lå fortøjet ved en pæl ud for sommerhuset den første sommer. Det var under krigen og det blev forbudt at færdes på saltvands områder. Han måtte derfor de følgende år nøjes med at sejle på Haderslev Dam og båden blev ret hurtigt afhændet. Under krigen blev mange daglige fornødenheder rationeret og der var ting der ikke kunne skaffes. Jens var jo i kontakt med mange forskellige mennesker og fandt derfor ud af hvor man mere eller mindre legalt kunne købe forskellige mangelvarer. Så Jens og Mimi manglede ikke ret meget. Fiskerne havde også glæde af Jens´ forbindelser ved at kunne skaffe kobber og messingmaterialer til deres både. Det skete ofte at Jens havde piskefløde med hjem så der kunne serveres æblekage. Jens var en stor kaffeelsker og på det område måtte han se i øjnene at han måtte nøjes med erstatningskaffe (Richs og Danmark). Der var også mangel på koks og andet brændsel så Jens købte tørv der blev opbevaret i et stort skur i haven. Ofte var tørvene ikke tørre og det var vanskeligt for Mimi at holde ild i fyret. Jens skaffede så gennem sine forbindelser spildolie som blev hældt oven på tørvene. Der har været megen os og røg i nabolaget med løbesod tilfølge. Øl og brændevin var til at købe så der blev holdt adskillige fester i det lille hjem. I det hele taget betød krigen og de mange begrænsninger den medførte at der blev mere sammenhold og sammenkomster i befolkningen. Mimis forældre og søskende tilbragte ofte ferier i sommerhuset, hvor børnene fik sol, vand og luft på kroppen. Umiddelbart efter krigen havde Jens og Mimi også et par engelske soldater på besøg i sommerhuset. Efter krigen kunne de jo igen få glæde af bilen og kunne komme på længere udflugter. Benzinen var knap den første tid. Da de første gang ville besøge Mimis forældre i Sønderborg kunne de ikke i Haderslev skaffe benzin nok til hele turen men Jens havde en aftale med en mand i Åbenrå som ville sælge noget benzin. Så da de kom til Åbenrå fik de den aftalte benzin og kunne fortsætte til Sønderborg. Såfremt det ikke var lykkedes måtte de vende tilbage til Haderslev. Jens og Mimis første længere tur gik til Østrig i 1950. Det var for dem en stor oplevelse at se evig sne og bjerge. Turen var nok den største oplevelse af alle de senere rejser. Med hjem havde blandt andet bananer som ingen havde set eller smagt i mange år. I 1950 solgte de sommerhuset og flyttede til Sønderborg hvor de købte et hus (Birkealle 13). Mimi ville gerne tilbage til sin hjemegn og vandet som Jens også blev tiltrukket af.

Beliggenheden betød at Jens´ distrikt var for fjernt og omfattende og han fik aftalt at få et mindre distrikt. Det betød igen at han nu kunne komme hjem hver aften til glæde for resten af familien. Han kom dog stadig først hjem ved 18-19 tiden. På den tid var det almindeligt at man spiste varm mad ved middagstid. Mimi trak tiden lidt ud og spiste så varm mad sammen med børnene når de kom fra skole klokken 14. Jens fik så oftest opvarmet mad når han kom hjem og Mimi kunne først afslutte køkkenarbejdet ved 19 tiden. Når Jens havde spist skulle han ordne dagens ordre og poste dem. Derved gik der ofte en time mere inden han havde fyraften. Det var således kun søndagen der var hel fridag. Han tjente en god løn og Mimi og Jensen har aldrig manglet noget men han har også haft en lang arbejdsdag. Søndagen blev ofte brugt til en køretur med Mimi og børnene og altid med medbragt kage og kaffe i termokande og et campingbord der blev slået op ved skov og strand. Jens købte igen en sejlbåd som udelukkende blev brugt af Jens og Ernst da det med sejlads ikke var noget for Mimi. Hun var nok heller ikke særlig begejstret når han tog af sted på en sejltur som dog altid begrænsedes til et par timer. Friluftslivet og camping var Mimi og Jens dog meget enige om . I starten var det med telt som blev lejet. Opholdet var som regel på en FDM campingplads for der kunne man altid få tørt hø som soveunderlag. Jens og Mimi ville vise børnene det ganske land og der var derfor ikke mange hjørner i Danmark som ikke blev besøgt. Campinglivet blev hurtig bragt op på et mere komfortabelt niveau og Jens købte en campingvogn. Med den kørte de også rundt i landet men efterhånden mest på faste pladser ved vestkysten og til sidst næsten udelukkende på campingpladsen ved Kegnæs drej. Her fik de en fast plads år efter år og helt ude i første række mod vandet. Vognen var herefter næsten at betragte som et sommerhus. Mimi boede da også fast i vognen på hverdage hvor Jens var på arbejde. Efterhånden som de fik børnebørn var der meget ofte nogle af dem på besøg. Mange billeder giver minder om gode dage for Jens og Mimi med børnebørn ved Kegnæs. I 1956 flyttede Jens og Mimi til Parkgade 77 i Sønderborg hvor de havde købt et mindre hus i et plan. Mimi havde begyndende problemer med at klare trapperne. I tresserne solgte de huset og flyttede ind i et endnu mindre rækkehus i Skovparken hvor de boede til leje og i 1970 byggede de et nyt sommerhus i forreste række i Skovmosen ved Skovbyballe Her fik de et godt otium med moderne hjælpemidler som varmt vand, varme og opvaskemaskine. Her fik de ofte besøg af venner og familie og børnebørnene havde lange ophold her. Her var sikkert og ingen trafik og direkte adgang til stranden. Jens købte igen både(e) som blev trukket op på stranden, hvilket satte en grænse for bådenes størrelse. Mimi strikkede meget og løste mange krydsord i en stol helt nede ved vandkanten medens Jens sejlede rundt i sine joller og børnebørnene badede og legede i sandet. Efter nogle år fik Jens et mindre slagtilfælde i sommerhuset som han hurtigt kom over. Tilfældet havde lagt en dæmper på deres interesse for campinglivet og de besluttede efter yderligere nogle år at sælge huset. I mellemtiden havde de også fået en anden lejlighed på Kastaniealle 44 i Sønderborg. Mimi var begyndt at deltage aktivt i forskellige ældreklubber hvorfor hun gerne ville bo nærmere på centrum. Jens blev ramt af en kræftsygdom som langsomt tærede på hans kræfter og i de sidste år kom de ikke meget rundt i den store verden men specielt efter sommerhuset havde især Mimi mange ture med rejseselskaber i bus og med fly. Den 6.10.1989 døde Jens og Mimi ville gerne flytte til noget mindre og lettere og hun fik hurtigt en ny ældrebolig i Søbo i Sønderborg. Her var mange ligestillede som hun fik god kontakt til og som hun fulgtes med til ældrearrangementerne især i ældreklubben “hånden”. Mimi døde her den 30.8.1997.

Henry og Else (morfar og mormor)

Lidt historik om mine forældre

Henry Emil Andersen (12.12.1901 – 8.6.1992)

(cpr.nr. 121101-0017)

Else Emilie Andersen (21.3.1907 – 21.4.2003)

født Nielsen

(cpr.nr.210307-0026)

Skrevet af sønnen Bent

Henry blev født i Sct. Pauls sogn, Århus, som søn af Fyrbøder Carl Emil Andersen og Hustru Cecilie Marie Rasmussen (Iflg. dåbsattest dateret 21.05.1908. Original er nok bortkommet).

Skolegangen var på N.J. Fjordsgades Skole, som antageligt er afsluttet i 1916, hvorefter han blev ansat hos A/S M. Seest, Jernstøberi & Maskin-fabrik (1.4.1916 – 1/1 1919).
Et kort ansættelsesforhold hos Jydsk Land-Hypothekforening (15.1.1919 – 7/8 1919).

Min far var ikke indkaldt til aftjening af sin værnepligt, hvorfor vides ikke, men den store 1. verdenskrig var jo næsten lige afsluttet 11/11-1918.

Der er herefter en periode, som er ukendt for mig, blot dette at han iflg. en søfartsbog (arvet af Jens, søn af Sohl og Kirsten, min søster) påmønstrede d. 22/3-1921 på Ø.K.´s M/S FIONIA ’bound for’ U.S.A. forhyret som messedreng. Visa udstedt af Port of San Pedro, California bekræfter denne rejse, ved en ankomstdato for skibet som ’May 13. 1921’. Iflg. søfartsbogen afmønstrede han i København 25.07.1921. På denne sørejse var selveste Etatsråd H.N. Andersen om bord.

Efter afmønstringen har Henry haft ansættelse som handelsrejsende for et firma i København, desværre har jeg hverken hukommelse eller dokumentation for tid eller sted. En konklusion må være, at han der må have mødt Else i slutningen 1920erne, da de blev gift i 1929.

Else blev født på Frederiksberg, Nordre Fasanvej 14 A, 1sal, som datter af Niels Peter Johannes Nielsen og Hustru Martha Marie f. Andersen og døbt i Frederiksberg Kirke
d. 9. Maj 1907. (Iflg. dåbsattest fra Frederiksberg Sogns Ministerialbog).
(N.P.J.N. 3/10-1875 – 14/5-1937 og M.M.A. ? – 26/6-1930)
Else havde en storebror Victor Jens Johannes Nielsen f. 8/11-1901 og en lillebror Knud Iver Nielsen f. 17/7-1918.

Efter skolegang på La Coursvej Skole på Frederiksberg blev min mor blev uddannet til modist. Jeg husker hende som værende særdeles kreativ, og hun havde sans for ”at få noget ud af ingenting”. Hun var utroligt fingernem. Jeg mener at kunne huske et navn som Fru Breum, i vis forretning hun fik sin uddannelse som modist.

Ved et besøg hos Nick (vores søn) i København mange år senere, hvor min far, mor, Jytte og jeg deltog, viste min mor os, hvor hun havde mødt min far. Det var et sted på ”Strøget” i København, hvor der var nogle hjørnevinduer i en forretning. Min erindring siger mig, at min mors veninde Else Poulsen, der var ansat hos stormagasinet ’Illum og min mor var på strøgtur, de har måske været lidt pjankede? – Desværre kan jeg ikke oplyse årstallet på episoden.

Der må nu have været etableret en fast forbindelse mellem de to unge, og den 17. september 1919 blev de gift i Solbjerg Kirke.

Henry og Else flyttede til Aarhus og fik en lejlighed i Montanagade 66, en ejendom som min farfar ejede. Min far havde næringsbrev og drev osteforretning sammesteds, samt en forretning i Frederiks Alle. Jeg blev født d. 7. maj 1930, og fik min opvækst i farfars ejendom i ca. 8 år. Tiden dengang i trediverne må have været hårde. Når der var torvedag på Ingerslevs Plads, havde de også en lille plads mellem alle de andre handlende. Min mor passede så naturligvis forretningen med lille jeg på bedste vis. Set med mine øjne havde de det godt. Min mor var på virkelig god fod med min farfar, der selv var uddannet smed og senere blev lokomotivfører. Hun var særdeles kreativ og kunde bruge både hammer og malerpensel, foruden symaskine og synål. Kort fortalt havde hun håndelag for mange ting. Hun malede køkkener og lavede sorte missekatte til fastelavnstønden, syede vanter af gamle strømpeskafter. Jeg kan stadig høre hende sige: ”Læg lige hånden her og spred fingrene”. Så tegnede hun med et stykke skrædder- kridt omridset af fingrene på strømpeskaftet, så til symaskinen og vupti, så var de vanter lavet.

I en periode boede vi på 4. sal th. i en 2 værelses lejlighed, hvor de havde gode naboer om familien Thomasen, som jeg husker meget godt. (En lille historie om denne lej-lighed er lavet i forbindelse med en annonce om salg af denne – mange år efter)

Efter Socialreformens indførelse i 1933 fik Henry ansættelse hos Socialforvaltningen i Valdemarsgade, Århus, hvor han forblev til sin pensionsalder. Herved fik han og Else mange kollegers venskab for livet, og oplevede nogle af dem som gæster til deres guld- bryllup i 1979. En særdeles glad og morsom fest, som Jytte og jeg aldrig kan glemme, da den holdt hos os i Grøfthøjparken 56, Viby J.

Det daglige liv i Montanagade har nok været en prøvelse for Else, der jo kom fra Hovedstaden og blev konfronteret med den jydske dagligdag. Jeg har senere som voksen truffet mennesker, som har mødt og kendt min moder fra dengang. Det er der-for med glæde at kunne fortælle, at hun var meget vellidt og respekteret, netop fordi hun kunne så mange ting.

Den lille familie flyttede sidst i 30’erne til Stadion Alle 10, hvor vi boede i en kortere periode, hvorefter vi flyttede til Odensegade 5, (antageligt i 1939).

Min søster Kirsten blev født her d. 26. marts 1940. Jeg husker ganske tydeligt, at jeg kom ’hjem’ med en forårsbuket til min mor, idet jeg p.t. havde været ’plantet’ hos min tante Vera og onkel Oluf (min fars bror).

Der var sket dette at min morfar var død i 1937, hvorved Else havde arvet nogle penge, som nu blev investeret i denne ejendom. Min mormor var død i 1930.

Det blev her for dem en både vanskelig og mærkelig periode. Henry var just ikke det man i dag kalder en ’handyman’ og småreparationer kunne han ikke, derfor måtte der betales for den slags. Dertil kom meget strenge vintre med stærk frost og sne med sprængte vandrør, optøning af disse og meget mere. Yderligere skriver vi nu 1940, hvor den tyske besættelse af Danmark skete d. 9. april.

Denne oplevelse fik jeg som 10-årig fra soveværelsesvinduet, der vendte mod syd. Det var om morgenen, hvor familien blev vækket af den store støj fra de overflyvende maskiner, og hvor man på dette tidspunkt intet anede om det forestående. Øjeblikke, som aldrig kan fortrænges.

Der skulle nu oprettes beskyttelsesrum i kælderen, sandsække eller sandkasser for de nederste vinduer til gården, hvor nedgangen til beskyttelsesrummet (vaskekælderen) befandt sig. Tilsvarende skulle der fortages gennembrydning til naboejendommene på loftet, så man kunne flygte denne vej i en given situation. Alle lejligheder skulle forsy- nes med sorte rullegardiner, således at lys ikke kunne ses udefra. Alt dette samt meget mere har nok været for meget for dem på disse vilkår, så ejendommen blev solgt, og vi flyttede til Strandparken 7

Besættelsestiden fortsatte og familien boede her kun i en kortere periode, hvorefter vi flyttede til Hans Broges Gade 31, først på 1.sal og senere på 3.sal, da en ny vært ville bebo 1.salen. Her boede familien så i mange år, helt til 1951.

Livet gik sin gang. Else etablerede i 1944 en modeforretning for hatte på Sct. Pauls Plads. Jeg tror, at det både var for interesse, men samtidigt også for at supplere øko-nomien, da Bent skulle på gymnasiet, og at det derved ville komme til at koste en del penge (dengang). Bents gymnasietid varede kun til 1.g., da han blev langvarigt syg af gulsot og så tilmed fik blindtarmsbetændelse, så han måtte opgive gymnasiet.

Forretningen gik vistnok udmærket. Der blev udført mange reparationer og forandringer på damernes hatte. Materialer var vanskelige at skaffe og næsten alt kunne anvendes. Jeg kan huske, at rester af en taftnederdel tilhørende tante Ruth (Fredericia) blev kreeret til at pragtstykke af en damehat, og at den blev solgt meget kort tid efter, at den var kommet i vinduet.

Henry var nu også opfindsom. En meget nær ven Carl Skovgaard havde en eenmands Virksomhed, hvor han syede ’spartasko’. ed tilskæringsprocessen blev der nogle rester af det anvendte skind (spalt). Da der var mangel på alting, fandt han ud af, at bruge disse rester. Han købte en håndbetjent stansemaskine, fik lavet nogle stansejern udformet som datidens selestrop. Maskinen blev anbragt på køkkenbordet i den ene ende, spalt og jern blev anbragt og en af os trak håndtaget i bund. Resultatet = 1 stk. selestrop, der blev solgt til forretninger til den formidable pris af 10 øre. Det gik jo strålende. Nu blev der udarbejdet et andet stansejern formet som et 8-tal, med en bredde på ca. ½ cm. Der blev købt nogle metalspænder, vi flettede bælter, der også gik som varmt brød. Det gik vældigt fint, men da skattevæsen og toldvæsen talte sammen, blev denne foretagsomhed betragtet som industrivirksomhed, der skulle registreres som en sådan. Det var ikke så godt, da far jo var ansat i kommunalt regi. Eventyret sluttede dog lykkeligt og maskinen blev solgt.

I en kortere periode ejede de en kolonihave i den dejlige haveforening ’Skovlunden’,

nabo til Forstbotanisk Have, og lige i nærheden af Marselisborg Slot. Her var der et åndehul for dem under den tyske besættelse. Her havde de et dejligt menneske som nabo, herr Pind, som i den grad havde Kirstens opmærksomhed. Kirsten var kun en 2-3 år, og hun forsvandt mange gange over til Pind.

Danmarks befrielse kom så d. 4. maj om aftenen. Dagen efter blev forretningsvinduet pyntet med store blå, hvide og røde dekorationsfjer, og naturligvis Dannebrogsflag. Jo – det var en mærkelig tid, som der er skrevet mange bøger om. Jeg er også klar over, at det er en større opgave at give sig i lag med at beskrive episoder i den forgangne tid, når det er mine forældres hverdag, der skal beskrives. Forhåbentlig går det.

Vi skriver nu 1947.

Henrys halvfætter Ove Sølvsten (familien boede i Hans Broges Gade 35) havde ’arvet’ et lille husmandssted ’Emmas Hus’ ved Dyngby Strand (Odder). Gennem besættel-sestiden og årene derefter oplevede vi sammen med Sølvstens alle ferier og weekends i Dyngby, hvor vi lejede os ind på forskellig måde hos Ove, idet der til husmandsstedet var et lille skur med diverse sovemuligheder. Men vi indlogerede os også hos den blinde børstenbinder Søren Jensen og hans husholderske Marie, hvis søn Emil jeg har truffet i Odder så sent som i 2007. Læseren må forestille sig, at næsten alt var en mangelvare. Der var næsten ingen biler på vejene dengang. De fleste var klodset op på grund af benzinmangel i landet. Så en tur til vort paradis ’Dyngby’ startede på cycle. Aftenen før afgang blev cyklerne pumpede, dækslapperne kontrolleret, havde vi lappegrej og ventilgummi? Om morge-nen blev bagagen sat ned fra 3.sal til under hovedtrappen, så vi var klar til opsadling, når Henry kom hjem fra kontoret om lørdagen ved halvettiden, tror jeg nok. Så kørte vi derudad. Strandvejen – Moesgård strand – Mariendal – Rude – Saxild – Dyngby. Således gik nogen tid, og det resulterede i, at Henry og Else købte en grund lige over for børstenbinderen. Hertil blev så flyttet et sommerhus, der blev transporteret fra Boulstrup strand på en lastbil. Transporten var meget vanskelig, da der dengang var hulveje og træer, hvis grene her og der måtte saves af, for at transporten kunne gennemføres. På den tid var det ikke tilladt at bygge nye sommerhuse på grund af materiale- mangel i landet. Far og jeg gravede brønd og vandet var klart og rent, samt smagte tilmed godt. Far havde anskaffet en god gammel pumpe. Huset havde hverken el, vand eller w.c., men min mor havde gjort det indvendige meget hyggeligt med tapet og andre små rare ting. Dette med tapetet var en rigtig god ting, da det samtidigt gjorde nytte ved at gøre væggene tætte. Madlavningen foregik på en ’primus’ og kartoflerne kogt på en lille jernovn anbragt ude i sandet. Køleskabet var fritliggende, hvilket vil sige, at det var under huset, der stod på opstablede mursten. Avisen, der var omadresseret, fik vi med posten et par dage efter udgivelsen. Radio var der ingen af i starten, så vi måtte af og til over til børstenbinderen for at høre nyt. Den store eksplosion af tyske granater inde i Århus d. 4 juli 1944 kunne høres helt nede i sommerhuset, hvor vi opholdt os på dette tidspunkt. Jo – det var tider dengang.

Familien var i den grad indlevet i stedet og omgivelserne. Henry blev af købmand Kongegaard i Dyngby opfordret til at søge stillingen som kæmner i Boulstrup. Far kunne have fået den, hvis han havde søgt, da købmanden havde meget stor indflydelse lokalt. Hvad foretog vi os så på dette sted. Der blev foretaget indkøbsture til Odder, Boulstrup, Kiosken henne i Saxild plantage, og vi badede, men ikke mindst spillede vi whist, også i klart solskinsvejr. Vi havde også mange gæster, der blev afkrævet deres fornavn på skrift på en dug med kvadratiske felter, hvorefter mor broderede navnetrækket i mange forskellige farver. Dugen blev brugt i mange år, også efter at de havde solgt ’slottet’. Antageligt i 1953 blev sommerhuset solgt, da Jytte og jeg ikke ønskede at købe det.

I 1952 flyttede Henry og Else til Joh. Baunes Plads 20, 1.sal th.. Bent var kommet hjem fra soldatertjenesten og gik i giftetanker. Det var lykkedes at skaffe en lejlighed og Jytte og Bent blev gift d. 9.01.1954. Kirsten var nu 14 år, og gik stadig i skole.

De havde her nogle vældigt søde og rare naboer, familien Kaj Olesen og hans kone ’Bette’, samt deres 3 børn. Kaj var blikkenslagermester med egen virksomhed. De havde egen bil og mange gange var Henry og Else med dem på lange ture rundt i landet. Parrene matchede fantastisk godt.

Det må have været omkring dette tidspunkt, hvor de købte 2 knallerter (Velosolex). Utroligt at de nu var motoriserede. Hvem kunne have forestillet sig dette. Det blev for dem en vældig stor lykke at foretage endog lange ture, eksempelvis til Fredericia, hvor Henrys bror Otto boede. De nød det i fulde drag, især turene nordpå over Mariager til Ålborg, hvor Elses bror Knud og svigerinden ’Lasse’ (Signe Larsen, fødselsnavn) boede.

Kirsten var blevet voksen , fik job på Jydsk Telefon A/s, også senere et kortvarigt job hos Ford A/S i København. Hun flyttede hjemmefra, fik en kæreste Sohl (Ernst også kaldet), og en skønne dag blev de gift.

Årene er nu gledet hen. Vi er nu i 1960-erne.

Turene på knallert gik også mange gange til Dyngby, hvor Jytte og Bent havde bygget sommerhus, lige i nærheden af deres gamle hus. Her kom også Jyttes mor Paula på ophold, ofte sammen med Henry og Else. De tre kom vældigt godt ud af det med hinanden. En bemærkning her er, at min svigerfar døde allerede i 1953. En lille episode fra dengang. Sussie (vores datter 10-11 år) var sammen med mig oppe på taget af sommerhuset, hvorfra der var en vældig udsigt over området. Pludselig råber hun: ”Hold da kæft – nu kommer farmor og farfar på knallerter”. De var blot ude på en af de mange knallertture. Tiden på Baunes Plads må på flere måder have været en rar tid for dem. Jeg tror, at de havde fundet rytmen i tilværelsen. Rare naboer, nemt til skoven, trafik på gaden, og ikke mindst mange besøg. Det har altid været min opfattelse, at der har været en særlig form for ’åbent hus’. Her kom mange mennesker. Pensionsalderen var begyndt, flere havde lidt mere tid dengang. Olesen kom ind for at få en sludder, fiskehandler Langhoff kom op fra forretningen med en ’billig’ fisk, gartneren i kælderen i nr. 18 havde lige et uimodståeligt tilbud på restblomster, som fru Olesen fremviste på altanen på gårdsiden.

Som de selv har fortalt, var det altid en oplevelse, at få besøg af barnebarnet Nick, der nu gik på Marselisborg Gymnasium. På vej hjem skete det mange gange, at han lige skulle op til farmor og farfar for at få en kop kaffe og en sludder. Nick havde jo købt billigt brød fra bagerens morgenbrød, der naturligvis blev refunderet. Der blev spillet kort og Yatzy. Nicks knallert blev skilt ad nede på fortovet, farfar var dernede og så på. Samvær og hygge er nok kendetegnende. Henry var nu begyndt at male. Han havde kunstforstand og kunde skelne skidt fra kanel. Han var meget produktiv og mange af billederne hænger rundt omkring som god dekorativ kunst, hvortil skal bemærkes, at billederne ikke hænger der af høflighed. En lille historie desangående. På Socialkontoret var der en kunstforening, der havde lavet en udstilling. Flere kunstnere var repræsenteret. For morskabs skyld havde Henry listet et billede ind i ophængningen. Flere af de besøgene havde ytret, at det eneste billede, som de kunne tænke sig ophængt derhjemme var hans.

Men hvordan var de så?

Henry var fuld af sjov og munterhed i selskabeligt lag med mange påfund. Men jeg har oplevet en anden side af ham. Det var, når de skulle til en eller anden festlighed, så fik han det ofte meget dårligt i maveregionen. Det var en ’skavank’ fra hans ungdom. Om det har været en eller anden form for nerver eller måske forløberen for en senere nyresygdom m.m., kan jeg naturligvis ikke vide. Men det kunne hænde, lige da de fuldt festklædte skulle ud af døren.

Else var måske lidt reserveret på overfladen over for fremmede, men det forholder sig noget anderledes. Det var helt naturligt, at samværet med sin bror Knud og ’Lasse’ i Ålborg var noget af det bedste i hendes tilværelse. Især i de perioder, hvor min mor var medhjælper i deres forretning ’Maren Turis Kunst”. Hun var der i flere dage også op til jul, jamen det var bare lykken. Henry var så græsenkemand i disse dage, men trivedes udmærket ved det. Det at male kræver også tid. Vi må ikke glemme, at både Knud og Else var indfødte Københavnere, var søskende og havde et meget varmt forhold til hinanden gennem hele livet. Det er næsten ubeskriveligt. Selv vi unge har oplevet den morskab i deres nærvær. Årene går, og naturlovene begynder at sætte ind. Skavankerne bliver stærkere og bliver mere hyppige. Henrys syn begynder at blive meget dårligt. Han opholder sig mere og mere på divanen. Han bliver mere og mere præget af alderdom, således at Else ikke mere kan magte det. En ulykkelig beslutning må tages, og først kommer Henry på ’aflastningsophold’ på Plejehjemmet Hestehaven, Højbjerg. Opholdet bliver senere permanent. På en smuk sommerdag d. 8. juni 1992 sov Henry ind, 91 år gammel. Else besøgte ham hver eneste dag, men det var en meget ulykkelig periode.

Vi skriver nu 1992 og livet går videre. Else har det helbredsmæssigt rimeligt godt. Hun besøger ofte Sohl og Kirsten i Høruphav. For hende en behagelig tur, forstået på den måde, at vi kørte hende til Kolding, hvor hun så steg over i Sohls ventende bil, der fortsatte til Høruphav. Samme procedure i modsat retning på hjemturen. Alderen begynder nu også at sætte sine spor på Else. Hun begynder på diverse opfordringer at besøge ’Marselis Centeret’, hvor der er arrangementer af forskellig art. Else bliver mere og mere glad for omgivelserne, deltager på feriehold i Hou i en uge, og kommer der flere år i træk.

Efter megen palaver overtales hun nu til at få en lejlighed i Centeret, hvilket lykkedes i maj 1998 og så flyttede hun derhen. Tiden her var ikke altid lige rar. Hendes skepsis kom op til overfladen ved flere lejligheder, men takket være en utrolig forstående hjemmehjælper fru Meta, lykkedes det efter min opfattelse, at tilværelsen der blev tålelig, dette til trods for, at hun kaldte stedet for ’mit fængsel’, hvor meget man så skal lægge i det. Hun elskede at komme ud i den friske luft, og Meta hjalp hende ned på bænken i næsten al slags vejr, også selv om hun fik den grimme sygdom rosen, der havde sat sig i fødderne, med det resultat, at de blev meget hævede. Sygdom kom til, indlæggelse på hospital, hjem igen, af sted igen, en ikke rar tid var begyndt.

Else holdt sin fødselsdag d. 21. marts ’hjemme’ i Jyllandsalle. Kirsten og Sohl, Bent og Jytte var der. Det var nogle dejlige timer denne dag. Hun var meget glad, hvilket fremgår af nogle fotos, der blev taget af Sohl. Blot en måned senere, d. 21. april 2003 døde hun på hospitalet, 96 år gammel.

Jeg håber med disse få linier, at læseren har fået et lille indtryk af min mors og fars tilværelse gennem deres lange liv.

Med en lille tåre i øjenkrogen vil jeg også gerne udtrykke, at jeg holdt rigtigt meget af dem.

Sohl (far)
Jeg er født d. 29.3.1938 i Haderslev og boede på Simmerstedvej 53 til 1950. Jeg har en søster Karin , der er fem år yngre.
Min far var handelsrejsende og kom derfor ikke altid hjem om aftenen og var ind imellem udeboende hele ugen. Min mor har derfor ofte selv måttet klare det praktiske i hjemmet med små børn. På det tidspunkt var det almindeligt at mødre var hjemmearbejdende og der var derfor flere mødre og mange børn at lege og være sammen med. I min barndom fandtes ikke børnehaver. Fra min tidlige barndom husker jeg krigen 1940-45. Jeg kan se de tyske soldaterkolonner for mig og jeg mindes de nætter hvor mor vækkede os fordi vi skulle ned i kælderen under luftalarmer. Om morgenen efter en luftalarm samlede vi alustrimler op fra have og vej. De var kastet ud fra allieredes fly for at forstyrre tyske radaranlæg. Jeg husker også at have set et tysk fly der var skudt ned nær ved vor bopæl. Englændernes ankomst til Haderslev og folkets jubel huskes også. Ligesom de mange tyske soldaters uorganiserede hjemmarch med forskellig personlige ejendele som de forsøgte at bytte med brød og anden føde. En gang om måneden havde mor storvask. Det var en større sag som startede et par dage før vaskedagen med at mor fyldte træbaljer med vand for at de skulle tætnes. Dagen før vaskedagen blev alt tøj lagt i blød i en stor balje med et blødgøringsmiddel. På vaskedagen stod mor tidligt op og tændte ild under gruekedlen hvor alt hvidvask blev kogt. Ved 8 tiden kom der en vaskekone (fru Niedzella). Hun vaskede tøjet med et vaskebræt i en vaske balje (en balje på fødder således at man kunne stå op og vaske). Efter vaskeprocessen skulle tøjet skylles tre gange i tre hold vand. Efter skylningen blev tøjet vredet op eller kom igennem en vridemaskine som vi fik senere. Ved middagstid havde mor lavet varm mad (2 retter) og vaskekonen, mor og os børn spiste sammen. Herefter havde vaskekonen fri og mor skulle i gang med at hænge tøjet til tørre i tøjsnore der var spændt ud i pæle der var permanent sat op l haven. Der var tøj til flere gange tørring og i regnfuldt vejr kunne det blive nødvendigt at tage tøjet ned og op flere gange. Dagene derefter og når tøjet var tørret skulle sengelinned stænkes, strækkes og tromles. Tøjet blev så lagt pænt sammen og foldet for til sidst at komme tilbage i skabet. Skjorter og andre ting blev stænket og strøget. Flere år efter krigen kunne man leje en vaskemaskine som blev leveret i vaskerummet. Den kunne vaske og vride – ikke varme vand og ikke skylle. En sådan maskine lejede mor flere gange. -Det var ikke uden grundt at mødre var hjemmearbejdende og mor havde endda flere gange ung pige i huset i Haderslevtiden. Fru Niedzellas mand deltog i krigen på tysk side og døde på østfronten, Hendes søn deltog også i krigen og hun måtte klare til dagen og vejen for sig og hendes datter ved forskellige hjælpetjenester. Mor og flere andre havde ondt af hende og gjorde brug af hende og hendes datter Berta til forskellige ting og vi børn blev ofte passet af Berta når mor skulle et eller andet. Mor og andre gav hende også tøj og sko. Berta var også ofte på besøg hos os i sommerhuset. Om sommeren var vi ved Kelstrup Strand hvor far de første år lejede en sommerbolig hos fiskere. Senere fik vi sommerhus og jeg fik en robåd som blev rigget op med et lille sejl. Det var starten på min tid som sejler. Jeg har mange gode minder fra Kelstrup Strand og der findes et omfattende billedmateriale fra den tid. Jeg kom i skole umiddelbart efter krigens ophør. Der var mangel på mange ting herunder brændsel så man måtte anvende mindre lokaler. Jeg begyndte min skolegang i en konfirmationsstue i en præstegård hvor vi var ca 30 elever i første klasse. Jeg husker vores lærer Hansen for en god og retfærdig lærer, der også gjorde mange ting for de dårligst stillede. Den gang kunne man se på påklædningen når det stod småt til derhjemme. Efter et års tid normaliseredes forholdene og jeg kom i Sct. Severinsskole i Haderslev. Jeg har kun gode minder fra denne skole. En enkelt gang fik jeg dog en røvfuld med spanskrør – fuldt fortjent fordi jeg havde skudt en lynkineser af i klasselokalet en dag hvor vi havde en vikar, der ikke kunne styre os. Underskolen blev afsluttet med en optagelsesprøve til mellemskolen her var jeg kun nogle måneder hvorefter vi flyttede til Sønderborg hvor jeg afsluttede min skolegang i 1955 med realeksamen efter 10 år i skole. På den tid var det almindeligt at kun elever, der ville have en større uddannelse (læge , jurist, præst, civilingeniør m.fl.) kom i gymnasiet. De der ville have tekniske uddannelser fik som regel realeksamen.

Håndværkere havde som regel kun fulgt den almindelige grundskole. Realeksamen havde kun een linie hvor alle fag blev læst. Engelsk og tysk havde vi i flere år hvorimod fransk og svensk havde vi et år. Vi havde en madpakke med i skole hvor vi fik en lille flaske mælk af skolen. Skolen sluttede kl. 14 til hverdag og kl. 13 om lørdagen. Når vi kom hjem fik vi som regel varm mad af mor. Uden for skoletiden spillede vi fodbold eller færdedes meget langs stranden nedenfor Dybbøl. Her var også en sø om vinteren hvor vi skøjtede. Jeg færdedes ofte i området ved Brdr. Michelsens bådeværft i Sønderborg hvor jeg gik lidt til hånde og hvor min båd lå fortøjet. Jeg har overværet mange ophalinger og søsætninger af mindre skonnerter og fiskekuttere. Da far købte en rigtig sejlbåd blev den også taget på land og overvintrede på værftet. I 1955 kom jeg i lære som elektriker hos installatør Carl Adolf Petersen i Sønderborg. Det var på det tidspunkt et lille firma med mester, to svende og mig. Jeg fik hurtigt lov til meget selvstændigt arbejde og var også tit med mester ude hos kunder og til mere komplicerede arbejder. Mester var meget god til al lære fra sig og besvarede altid spørgsmål med interesse og grundighed og jeg var glad for min læreplads. Det var en tid hvor man cyklede ud til arbejdspladsen med værktøjstasken bagpå. Større ting blev transporteret med en trækvogn. Firmaet havde eet motorkøretøj og det var mesters knallert. Firmaet havde een elektrisk boremaskine som vi hver især skiftedes til at bruge. En gang om måneden blev jeg kaldt ud til mesters kone Inge som forinden havde skrevet månedens regninger. Jeg skulle folde og pakke disse for derefter at cykle rundt med dem. Den dag blev anset for en af de gode bl. andet fordi Inge altid gav kaffe med rundstykker. Læretiden var 4 år. Arbejdstiden var 45 timer pr uge (lørdag 8.00 – 13.00) og lønnen var 29,25 kr pr uge det første år. I mit 3. læreår byggede jeg en piratjolle på et loft i Søndergade i Sønderborg . Byggeriet varede et vinterhalvår. Der var ingen elektricitet og ingen varme. Alt foregik med håndkraft og når det var frostvejr holdt vi frosten ude med en gasovn. På den tid var det et fint projekt med de fineste materialer og der kom en fin jolle ud af mit arbejde. Sejl og udstyr var de nyeste modeller og jollen, der var klarlakeret overalt og var nede på minimumvægt var kun i vandet under kapsejladser. Sejlet var dacron som ikke fandtes på andre både i Sønderborg. Det var en fin og hurtig båd og vi var da også helt i toppen ved kapsejladser i landsdelen. Som noget nyt for os kørte vi rundt til sejladser med jollen spændt på en vogn trukket af min fars bil. Jeg havde jollen i to år hvorefter den blev solgt og pengene blev hensat til studietiden. Efter læretiden arbejdede jeg som svend nogle måneder inden jeg startede som soldat. Min soldatertid blev kortvarig. Ved sundhedsundersøgelsen fandt man ud af, at jeg havde nogle pletter på lungerne. Jeg blev indlagt på militærhospitalet i København. Der fandt man ud af at det drejede sig om en tuberkulose der var gået i ro. På det grundlag blev jeg fritaget for soldatertjenesten og sendt hjem. Jeg arbejdede så igen nogle måneder hvorefter jeg startede på Odense Maskinteknikum. Her boede jeg på Jagtvejens Kollegium. Her havde vi mange gode og slidsomme timer. Jeg fortrød en overgang at jeg ikke havde deltaget i en forskole som flere af mine klassekammerater. Jeg kom lige ind fra byggepladserne og havde svært ved at koncentrere mig om det boglige. Efter et par måneder var jeg dog fuldt på højde med de andre og bestod da også prøverne efter det første år. Halvdelen af mine klassekammerater måtte gå om. Efter det første år flyttede jeg til Århus Elektroteknikum da jeg ikke kunne fortsætte i Odense, som jo var et maskinteknikum. I Århus boede jeg nogle måneder i et værelse ved en enkekone men var så heldig hurtigt at få et værelse på kollegiet på Dalgas Avenue. Her var jeg så to år og afsluttede min eksamen i november 1962. Jeg glemmer aldrig min kollegietid med mange venner og mange sjove oplevelser under køkkenfester m.m. Der var mangel på ingeniører på det tidspunkt og jeg fik hurtigt et job hos Axel Levin Larsen, rådgivende ingeniørfirma i Århus hvor jeg tiltrådte 1.december samme år. Firmaet havde indført lørdagslukning og min første løn var 1950 kr pr måned, hvilket var en stor løn for en nyuddannet.Kort tid herefter deltog jeg i en fest ved konservativ ungdom (jeg var ikke politisk interesseret, men havde andre interesser) og der gik jeg lige i garnet som Kirsten havde sat ud. Som barn blev jeg altid kaldt Ernst og dette navn brugte mine forældre altid. Sohl blev indført første gang fordi vi var to Ernster i elfirmaet. På teknikum brugte man efternavn men eftersom der var flere Jensener i klassen blev jeg kaldt Sohl Jensen. Kirsten og mine arbejdskollegaer i firmaet troede mit fornavn var Sohl (hvad det jo sammen med Ernst jo også er) og derfor er jeg sidenhen blevet kaldt Sohl. Mine forældre har navngivet mig Ernst Sohl, nok fordi min farmor var født med efternavnet Sohl.

Kirsten (mor).
Født den 26.03.40 i Odensegade nr. 5 i Aarhus. Bror Bent, der er 10 år ældre. Vi flyttede derefter til Strandparken, hvor vi boede et par år, – derefter til Hans Brogesgade 31, – en slags hovedgade, som gik op til Pouls Kirke, – dengang var der sporvogne (linie 1), der kørte lige nedenfor. Jeg boede der i 1944, da der var krig, som begyndte i 1940. Jeg kan kun huske meget lidt derfra – dog luftalarmen kan jeg huske, når vi skulle i kælderen fra 3. sal, hvor samtlige af ejendommens beboere også var samlet og “kom hinanden” ved. Jeg kan også huske, at der blev bombet villaer i nærheden på grund af ejerens “tyskervenlighed” – Befrielsen kom i maj 1945, dette blev en festdag med flag ud af vinduerne og min mor havde en hatteforretning på Pouls Plads, som blev pyntet med engelske og danske flag – og de engelske soldater kom kørende i kortege i Jeeps i gaderne. – Vi havde på det tidspunkt en kolonihave – det var meget almindeligt dengang for byboere i “Skovlunden” ved Marselisborg slot – jeg var ca. 4-5 år. Da den blev solgt boede vi meget primitivt til leje ved Dyngby strand syd for Aarhus – og fik senere selv et sommerhus der, som vi cyklede ud til hver week-end ca. 30 km . Vi holdt 14 dages sommerferie, – på det tidspunkt havde man 14 dages sommerferie sammen med onkler, tanter, kusiner og bekendte. Det husker jeg som nogle sjove år med badning, sommerkjoler, hvidkrittede tennissko m.v. – varevogne som kørte rundt til “landliggerne” med brød, – og en hestevogn der hver dag kom med mælk i glasflasker – og vi hoppede op og kørte med. Jeg gik i kortere tid i børnehave p.g.a. forretningen og kom derefter i Fjordsgades skole, hvor jeg har tilbragt hele min skoletid med afsluttende realeksamen. Vi var ca 35 i klassen, hvoraf 2 kom på gymnasiet. Jeg husker skoletiden som en god tid med udflugter, lejrskoleophold til Vollerup ved Sønderborg – og med skolens sangkor til Bergen i Norge, – hvor vi kørte med Bergensbanen fra Oslo til Bergen (tog). Jeg har altid haft mange skoleveninder og legekammerater. Vi spillede bold, legede med hønseringe, sjippede, hinkede, gik på stylter, som var af træ – rulleskøjter og meget andet Jeg var spejder i en del år, hvor vi var på sommerlejr bl.a. på Tunø, – jeg var meget i fri luft, da vi boede tæt på Marselisskoven. Jeg gik også til dans, og en overgang til ballet. Jeg lærte at svømme i en svømmehal sammen med klassekammeraterne. Da vi flyttede til Baunes Plads i 1953 fik vi en telefon. Det var langtfra alle der havde tlf. – bil var heller ikke “hver mands eje” og det havde vi ikke – vi cyklede til de fleste ting. Vi havde en nabo – Olesen – som var vand- og gasmester, og derfor havde bil, som vi jævnligt kørte søndagstur i. Bl.a. til Mols og omegnen syd for Aarhus. Jeg blev konfirmeret på Baunes Plads og min konfirmation blev holdt på hotel Ansgar med familie og venner af huset. Ungdomsinteresserne var tennis, idræt og gymnastik – og om vinteren skøjter og skiløb. Især tennis har jeg haft megen glæde af – det var næsten hver dag vi spillede på 1900 baner ved Stadion, hvor jeg var med i en del turneringer rundt omkring i Jylland – og har vundet nogle juniormesterskaber. Af og til var vi i jazzklub og til koncerter. Da jeg var færdig med skolen kom jeg på kontor på Jydsk tlf. – derefter til København hos Ford Motor kompagni i Sluseholmen og tilbage til J.T.A.S, hvor jeg arbejdede til vi blev gift og flyttede til Silkeborg

Sohl og Kirsten.
Den 26.3.1963 på Kirstens fødselsdag blev vi forlovet. Jeg havde fået en lille ny lejlighed på Kongevej i Viby og Kirsten flyttede hurtigt ind der. Jeg havde det sidste år på teknikum fået en scooter og den havde vi meget glæde af den første sommer. Vi havde et lille telt og camperede i det små. Vi lånte også min fars campingvogn som sommerhus hvor den var parkeret. Den 9.9.1963 blev vi gift i Viby kirke. Kirsten arbejdede ved Jydsk Telefon i Århus og jeg var nu flyttet ud i nye lokaler på Hellerupvej i Århus begge arbejdspladser lå så tæt ved boligen at vi kunne køre med bus eller på scooter. Vi fik nu vores første bil en brugt folkevogn fra 1961 og kunne tit besøge familien i Århus og Sønderborg.

I vinteren 1963/64 besluttede mit firma at starte en ny afdeling i Silkeborg og ønskede at jeg skulle flytte med derhen. I sommeren 1964 købte vi så en grund i Gl. Balle i Silkeborg. Prisen var 8000 kr hvortil kom ca 8000 kr til byggemodning. Vi lånte nogle af pengene i sparekassen med sikkerhed i fars hus i Sønderborg. Det var en tid med inflation hvorfor det var klogt at få fast ejendom. I efteråret bestilte vi et lille parcelhus på 110 m2, pris 110 000 kr til levering i sommeren 1965. Firmaflytningen skete i foråret 65 og vi måtte derfor midlertidig flytte ind i en lejlighed i Silkeborg. Jens var i ordre til levering i april og vi var lidt i tidsnød med lejligheden som ikke var færdig til indflytning. Jeg holdt fast på at vi ville flytte ind til den fastsatte tid og flyttede da også ind i en halvfærdig bolig omkring 1.3. hvor kun bad og wc var helt intakt. Vi riggede et campingbord op i køkkenet og fik installeret et komfur hvorefter vi klarede os. Jens blev født d. 21.4.1965 og da Jens og Kirsten kom hjem fra hospitalet var køkkenet monteret og klædeskabe sat op men der var ikke malet og tapetseret. Kirsten var ikke rask da de kom hjem og skulle blive i sengen så den nybagte far fik kærligheden at føle. Han skulle kærligt klappe den nybagte mor og ligeså kærligt skifte bleer på Jens og samtidig passe sit arbejde. Vi fik nu megen hjælp både fra mormor og farmor så alt i alt gik det nu meget godt og da Kirsten blev oppegående klarede hun sig selv og Jens. I sensommeren 1965 flyttede vi så glade ind i vort første hus på Toftebakken 19 i Gl. Balle lidt nord for Silkeborg. Huset lå på det tidspunkt nærmest på en åben mark. Vi boede i huset til 1970 og havde udvidet det med to værelser undervejs. Den 21.9. 1968 fik Mette. Hendes fødsel gik hurtig og uden problemer og nu havde vi rutine og erfaring. Vi havde en god tid i Silkeborg og ikke mindst på Silkeborgsøerne som vi besejlede på kryds og tværs i en fin jolle med sejl og påhængsmotor. Området i Gl. Balle blev hurtigt bebygget og vi fik mange gode naboer med legekammerater til Jens og Mette. Der lå en god kælkebakke ved vejen som gav dem gode kælketure om vinteren som var lang og kold midt inde i Jylland. Om sommeren blev der badet i søerne fra båd eller broer i badeanstalten. Arbejdspladsen lå tæt ved boligen så alt var ideelt. Vi havde således nu et lille hus, en lille bil to børn og en hjemmearbejdende mor og var rimeligt pænt klædt på alt sammen kunne klares med fars løn som vel var 2100 kr pr måned. I 1970 blev jeg enig med mit firma om at starte en afdeling i Sønderborg. Vi solgte huset i Silkeborg og flyttede 1. juli ind i et hus på 140 m2 på Hybenvej i Sønderborg. Her fik vi Klaus d. 5.7.1971. Vi havde bestemt at ville bo i Høruphav hvor vi ville bygge os et ønskehus. Området var imidlertid først færdig til bebyggelse i sommeren 1971 hvorfor vi først kunne flytte ind i huset på Skovhøj 94 1.11.1971, igen på en åben mark. Jeg lavede alle vvs- og elinstallationer i huset som var elopvarmet. Denne form for opvarmning var in på dette tidspunkt og var ikke dyrere endt olie. Naturgas kunne ikke fås på dette tidspunkt. Nu kunne hver barn få sit værelse. Der var to badeværelser, spisestue og dagligstue og en stor isoleret garage med opvarmet hobbyrum. Det var lige sagen. Det blev så betragtet som børnenes barndomshjem og her boede vi i 28 år. Her blev etableret lejeplads med hus, gynger m.v. Her var skov og strand hvor børnene sammen med mange kammerater havde mange gode stunder. Børnene gik også i børnehave i Høruphav og har alle gået ni år i skole på Hørup Centralskole hvorefter de har gået på gymnasium, handelsskole eller teknisk skole for at få en videreuddannelse. Fritiden om sommeren har hele familien ofte tilbragt i vore forskellige sejlbåde med hvilke vi har besøgt de fleste danske kystområder og har haft rigtig mange gode ture. Mette og Jens har begge sejlet optimistjolle. Om vinteren har vi næsten hver år været på skiferie i de norske fjelde (i alt 14 gange). Et omfattende billedmateriale vidner om vore ski- og sejlture. Som nævnt startede jeg en ny afdeling for firmaet. Jeg havde forinden loddet stemningen for en ny elingeniør i landsdelen og fundet at det nok skulle gå. Det gjorde det også om end det var en hård start. Det skulle vise sig at de gamle firmaer i byggebranchen var godt tilfredse med deres hidtidige partnere. Sydals kommune var under stærk udvikling og skulle både have skole, plejehjem og rådhus og måske fordi vi var eneste rådgivende firma i kommunen fik vi projekteringen af skole og plejehjem inden for de første par år og det hjalp os godt i gang. Regnskabet det første år balancerede. De følgende år var overskudsgivende og vi blev hurtig fire medarbejdere. I 1978 fik jeg lyst til at have mit eget firma og blev enig med mit gamle firma om at overtage afdelingen med medarbejdere. Mit firma udviklede sig yderligere og vi måtte have mere plads. Vi byggede derfor en ny tegnestue i Høruphav og på en sådan måde at det nemt kunne ombygges til bolig.

De første fem år gik det yderligere frem men sidst i firserne var der byggekrise og det kneb med ordretilgangen. På det tidspunkt havde børnene forladt reden og jeg besluttede at flytte firmaet hjem i børneværelserne som blev en smule ændret. Jeg måtte ikke fyre nogle medarbejdere idet de selv fandt andre stillinger. I 1991 byggede jeg tegnestuen om til bolig hvorefter den blev udlejet. Fra 1995 drev jeg og Kirsten alene firmaet. Der var nu indført autocad (tegning på computer) og det gik ganske godt for mig med at mestre denne teknik. Med meget små omkostninger og tilpas med arbejde havde vi et par økonomiske gode år hjemme på Skovhøj. I 1998 lukkede jeg firmaet hvorefter Kirsten og jeg begge gik på efterløn 60 år gammel. Jeg havde da tjent mine penge som rådgivende elingeniør i 36 år og derved oparbejdet en passende formue som skulle kunne give os en økonomisk god alderdom. Midt i halvfjerserne fik Kirsten et job hos en advokat i Sønderborg. Efter nogen tid der fik hun en stilling (halvdags) på Sønderborg teknikum som sekretær. Her var hun yderligere nogle år og fik så sit sidste job på Amtsgymnasiet i Sønderborg i administrationen ligeledes halvtids. I alle årene har Kirsten ført firmaets bogholderi og i øvrigt ofte hjulpet med maskinskrivning m. v. i travle perioder. Da børnene blev store hjalp de også i firmaet med rengøring, havearbejde og lystryk så man kan sige at alle har bidraget til et godt resultat. Efter at børnene havde forladt reden deltog vi i flere rejser med egen bil, bus, tog eller fly. Vi har således været i Tyskland, Østrig, Frankrig, Spanien, Italien, Tenerife og Madeira. Umiddelbart før vi gik på efterløn lykkedes det os at købe et hus i det gamle Høruphav og helt ud mod vandet. Toften 26 var bygget i 1932 og der var stort set intet gjort ved huset siden. Hele det første år som efterlønner gik så med at restaurere vort nye hus med nyt tag, nye vinduer, nye installationer og meget mere. Bortset fra taget lavede jeg alt selv med god hjælp fra Kirsten og ind imellem børnene og vi fik et meget godt resultat ud af vore bestræbelser. Her har vi tænkt os at bo så længe vi kan klare os selv. I år 2000 begyndte interessen for at sejle på tur at aftage for Kirsten. Og Sohl købte en folkebåd. I 2002 blev Rasmine, vores sidste rigtige turbåd solgt efter at vi havde krydset mange danske og skandinaviske farvande. Folkebåden bliver nu flittigt sejlet af Sohl og kun på småture i farvandet omkring Høruphav.

Toften 26, Høruphav, februar 2008